Af Nathalie Vandsø Hajian

11. februar 2019 markerer den islamiske revolutions 40 års jubilæum i Iran.

For mange iranere betyder det et tilbageblik på en turbulent tid med daglige demonstrationer, hemmelige politiske sammenkomster og ikke mindst drømmen om forandring, der ikke længere syntes uden for rækkevidde.

For mange blev demonstrationerne til et kollektivt samlingspunkt, hvor indebrændte følelser blottedes, mens hæmningerne blev smidt. Shahen af Iran, Mohammad Rezâ Pahlavi, måtte snart indse, at der tilsyneladende var smuthuller i hans regimes ellers skudsikre greb om nationen.

Med Ayatollah Ruhollah Khomeini – som forløber – opstod der gennem disse demonstrationer en politisering af shiitiske myter og ritualer, hvilket medførte en reaktion, som hverken shahen eller SAVAK (det hemmelige politi) kunne komme til livs.

For at kunne forstå de følelser, der blev bragt til live gennem politiseringen af shiaislam under den iranske revolution, må man have en forståelse for nogle af shiaislams centrale narrativer.

Jeg vil i det følgende kort præsentere én af de vigtigste: myten om Imam Hossein og slaget ved Karbala. Imam Ali, den første imam i shiaislam, den fjerde kalif (den øverste leder i kalifatet) og profetens fætter, blev i år 661 myrdet.

Dette førte til en konflikt mellem dennes søn, Hasan, og Syriens sunnitiske guvernør, Muawiya ibn Abu Sufyan, som resulterede i, at Hasan afstod titlen som kalif.

Før sin død i år 680 pegede Muawiya på sin søn, Yazid, som sin efterfølger. Alis anden søn og profetens barnebarn, Hossein, ville ikke love Yazid troskab, og med støtte fra folket i byen Kufa i Irak drog Hossein med sin familie og støtter af sted for at gøre krav på titlen som kalif.

Deres karavane blev imidlertid mødt af Yazids hær i ørkenen nær Karbala, hvor Hossein og 72 af hans følgesvende blev myrdet brutalt.

Slaget ved Karbala: Imam Hossein og hans følgesvende er omringet af Yazids enorme hær.

Karbala-myten har altid været en del af den kollektive shiitiske bevidsthed.

Hvert år i Moharram-måneden og navnlig på den tiende dag, Ashura, mindes man de tragiske begivenheder og Imam Hosseins martyrium gennem rituelle handlinger og sørgeceremonier. Her slår mange af de fremmødte rytmisk håndfladen mod brystet, mens andre slår sig selv med kæder i sympati med martyrerne.

Ritualerne udføres i forskellige grader. Der bliver af skuespillere fremført dramaer (ta’ziyeh) i gaderne, hvor begivenhederne kan opleves på tæt hold.

Det var netop gennem en lang række af disse ellers passive dramaer, at en fælles scene for aktiv opstand udfoldede sig under revolutionen i Iran.

Ayatollah Khomeini var frontfigur for oppositionen og kendt for sin metaforiske og billedlige retorik, der bragte shiitisk symbolik til live. Under revolutionen befandt han sig i tvunget eksil i Najaf og senere Paris.

Myten om Imam Hossein blev levendegjort, idet Ayatollah Khomeini pegede på shahen som ”nutidens Yazid”, der på samme måde undertrykte den iranske befolkning.

Ayatollah Khomeini selv blev identificeret med den selvopofrende Imam Hossein, og gennem sit eksil blev han af mange ligeledes anset som undertrykt af shahens tyranni. Nogle iranere begyndte endda at kalde ham ”Emâm” Khomeini, hvilket i høj grad afspejler den respekt og ærefrygt, man nærede for ham.

Man kunne koge det hele ned til noget så simpelt som det gode kontra det onde.

Et billede, der viser et ta’ziyeh-drama, i forbindelse med årsdagen for Imam Hosseins martyrium.

Ayatollah Khomeinis taler blev sendt ud i forbindelse med mærkedage for shiitiske begivenheder, og han kunne derfor gøre brug af de følelser, der gik tilbage til kollektive shiitiske minder.

Han lagde desuden vægt på, at martyrerne under slaget ved Karbala med deres selvopofrelse havde banet vejen for retfærdighed ved at ende de tyranniske diktaturer, og at en gentagelse af dette ikke blot var legitim men også nødvendig.

Ved at gøre brug af shiitisk mytologi gav man almindelig politik kosmiske proportioner, idet nogle begyndte at påstå, at de havde set Ayatollah Khomeinis ansigt afbilledet på månen.

Demonstrationerne kostede mange liv. Der var sørgeceremonier for martyrerne, som hurtigt blev til nye demonstrationer, som atter kostede mange liv og dermed flere martyrer.

Denne ”mobiliseringscyklus” fortsatte i lang tid og var en del af oppositionens taktik. Revolutionære budskaber blev spredt ud i landet gennem billeder, graffiti, citater og blomster.

Især har tulipanen med dens røde farve spillet en enorm rolle under demonstrationerne. Ifølge shiitiske myter vil en tulipan gro der, hvor en martyrs blod spildes.

Tulipanen blev revolutionens vigtigste symbol, og den spiller stadig en betydelig rolle i dag: eksempelvis er emblemet på det iranske flag formet som en tulipan.

Denne artikel er skrevet af Nathalie Vandsø Hajian.

Studerende på Københavns Universitet, Mellemøstens sprog og samfund, persisk.

Email: nathaliehajian@outlook.dk