Titel: Næsehornssæson, فصل کرگدن‎‎, Rhino Season

Instruktør: Bahman Ghobadi

Manuskriptforfatter: Bahman Ghobadi

Udgivelsesår: 2012

Spillelængde: 1 time og 28 minutter

Af Shahin Aakjær

Når man sætter denne film på, er det første man ser: “Martin Scorsese præsenterer…”. Den er filmet i Tyrkiet og ville umuligt komme uden om censuren i Iran. Er det så overhovedet en iransk film?


Ja – det er det i høj grad. Bahman Ghobadi, der både er instruktør og manuskriptforfatter, er en af de mest anerkendte nyere filmskabere og har ikke tidligere filmet uden for Iran.

Hovedrolleindehaveren Behrouz Vossoughi er en af de mest populære iranske skuespillere nogensinde. Flere af de roller, han spillede før revolutionen i 1979, er stadigvæk legendariske. Sidst men ikke mindst emmer filmen af iransk poesi. Det vender vi tilbage til.

Det er et vaskeægte trekantsdrama. Vi følger digteren Sahel, som netop er blevet løsladt, efter at have siddet som politisk fange i 30 år. Nu vil han finde sin kone, Mina, som ellers har fået at vide, at han er død. Konen lever i Istanbul med sine to voksne børn, og de forsøger at skaffe penge for at komme videre op i Europa. Imens han leder efter dem, tænker han tilbage.

Store dele af filmen er flashbacks til før revolutionen og de mange år i fængslet. Det tredje ben i trekantsdramaet er den sammenbidte Akbar. Før revolutionen levede Sahel med Mina hos hendes far, som er oberst i hæren. Akbar var deres private chauffør, som kaster sin kærlighed på Mina.

Da revolutionen endelig indtræffer, er Akbar engageret på oprørernes side og får det unge ægtepar arresteret. I fængslet voldtager Akbar Mina, og hun får tvillinger. Hun føder, bliver løsladt og får at vide, at Sahel er død i fængslet. Derefter rejser hun til Tyrkiet. Da Sahel flere år efter også bliver løsladt, følger han hendes fodspor. Da han kommer til Istanbul, bliver han chauffør for to prostituerede piger. På morbid vis opdager han, at han har noget til fælles med den ene af de to ludere.

Først og fremmest er filmen virkelig flot filmet. Man får som seer serveret det ene smukke klip efter det andet. Især de fine snevejrsklip i Istanbul er bemærkelsesværdige. Der er en særlig iransk sørgmodighed over hver eneste scene. En udpenslet tristesse, som man finder mange andre steder i iransk litteratur, poesi, musik og film. Sorgen bliver løftet op til noget smukt.

Bahrouz Vossoughi er nærmest tavs i hele filmen, og hans gamle ansigt og dybe øjne bærer Sahel­karakteren. Som seer lader man sig gribe af det, som han går igennem. Det er eminent skuespil. På trods af at de mange torturscener ikke bliver skåret ud i pap, er det bestemt ikke svært at forstå, hvor forfærdeligt det er.

Det, der trækker mest ned, er skurkerollerne. Yilmaz Erdogan, der spiller Akbar, er en dygtig skuespiller, men karakteren er for overgjort. Allerede første gang man ser ham som privatchauffør, står det klart, at han bliver “den onde revolutionsgardist”. Det tætte fuldskæg, de indebrændte øjne og hans stirrende blik. Der bliver ikke overladt meget til fantasien. Hele vejen igennem filmen er det for let at regne ud, hvad hans næste skridt er.

Da Sahel og Mina får afsagt deres dom af en præst kort efter revolutionen, er den gal igen. Præsten er også overgjort. Han snøvler og nærmest hakker brutalt i det, da han nævner de forbrydelser, de har gjort imod “den hellige islamiske republik”. Det bliver næsten komisk.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at de politiske fanger under præstestyret i Iran har lidt. Men som seer kan man godt føle, at der bliver talt ned til én.

Alt i alt er filmen skruet godt sammen. Den er dedikeret til det kurdisk­iranske digterpar Jaleh og Sadegh Kamangar, som historien også delvist bygger på. Igennem filmen læser deres datter også en række digte op, som får hele filmen til at smelte sammen.

Flere af scenerne indeholder dyr som små poetiske referencer. Det regner med sumpskildpadder, og Sahel kører forvildet rundt for at undgå at ramme de næsehorn, der står i ørkenen. De giver filmen et skær af magisk realisme, uden at det fjerner fokus fra resten af scenerne.

SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk