Titel: Raving Iran

Instruktør: Susanne Regina Meures

Manuskriptforfatter: Susanne Regina Meures

Udgivelsesår: 2016

Spillelængde: 1 time og 24 minutter

Af Shahin Aakjær

Technoscenen i Iran får sjældent opmærksomhed i verdenspressen og da slet ikke i Iran. For genren og udøverne lever en lyssky tilværelse. I dokumentarfilmen “Raving Iran” får publikum et sjældent indblik i iransk ungdomskultur.

Dokumentarfilmen følger de to venner Anoosh og Arash. Venskabets omdrejningspunkt er technomusik. De producerer og udgiver musik, spiller live og arrangerer technofester i et land, hvor den slags er ildeset af magthaverne. Deres helt store passion er ganske enkelt forbudt. Kameraet følger deres kampe med at få trykt deres CD, få den solgt i butikker og få stablet en koncert på benene.

Uanset hvor de kommer hen, oplever de modgang. Men de to kammerater er stædige. Regler, forbud og fængselsophold holder dem ikke tilbage. De får arrangeret den sidste store technofest midt ude i en ørken, og der bliver gået til makronerne. Alligevel bliver det for meget for dem, og de overvejer at stoppe deres aktiviteter. Indtil de får et skæbnesvangert opkald fra Schweiz. De bliver inviteret til at spille deres livs koncert til Street Parade i Zürich. Så kommer den næste bekymring: Skal de blive og søge asyl, eller skal de vende hjem til familien, kæresterne og vennerne?

Det er ikke filmkunsten i “Raving Iran”, der får publikum op af sæderne. Det er Anoosh’ og Arash’ venskab og alle de absurde love og regler, som de støder panderne imod. Billedet ryster frygteligt meget, og til tider er det ubehageligt at se på lærredet. Mange af scenerne i Iran er af sikkerhedsmæssige årsager skudt med mobiltelefoner. Det vækker for meget opmærksomhed at gå rundt med et stort kamera i Teherans gader. Lydniveauerne er ikke udjævnet, og der er langt mellem den mumlende snak og den høje technomusik. Alligevel er filmen i høj grad værd at se.

Essensen af filmen er deprimerende. Det er tydeligt, at de to unge fyre ikke kan se sig selv have en fremtid i deres fædreland. Et problem de i øvrigt ikke står alene med. Da de tropper op hos Ministeriet for Kultur og Islamisk Vejledning for at få godkendt deres musik, pladecover og koncertplakat, slukkes al håb. Alle deres ideer bliver skudt ned og viser sig at være i strid med loven. Kvinden bag disken, der skal vejlede dem, synes nærmest, at det er komisk, at de gør forsøget.

Alligevel bliver publikum opmuntret. For selvom de to venner møder massiv modgang, står det klart, hvor meget deres venskab kan holde til. På overfladen handler det om deres passion for elektronisk musik, men man skal ikke dykke ret langt ned, før man får øje på et venskab, der betyder alt for dem begge to. Den sorte humor og den måde, hvorpå de forstår hinanden på trods tavshed løfter filmen.

Langt størstedelen af filmen er skudt i Iran. Her præges filmen primært af tristesse. De to venner er mutte, håbløse og pulser smøger, som var der ingen dag i morgen. De har brede render under øjnene, og Anoosh’ parforhold vakler. Da de spiller til en illegal technofest, kommer politiet, og Anoosh ender i arresten. Det ser sort ud for dem. Men hen imod slutningen lysner det. Deres sidste fest i Iran foregår midt ude i ingenmandsland. Gold ørken så langt øjet rækker. Men festen fejler ingenting. Den fortsætter til solopgang, og der er alkohol, kvinder i lårkorte nederdele, knæklys og musikken tæsker ud af PA anlægget. Det bliver en lille forsmag på, hvad de vil opleve i Schweiz.

Filmen er blevet til med schweizisk støtte og har allerede vundet internationale priser i lande som Kroatien og Mexico. Det vides dog endnu ikke om den vil blive vist i danske biografer.

SE TRAILEREN FOR FILMEN HER:

https://www.youtube.com/watch?v=6Y7fyX9XtHs

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk