At kende prissætningen, at have overblik over de ikke altid indlysende ruter, og at vide med hvilken styrke man smækker døren med, var for mig en videnskab i sig selv. Sådan siger Babak Vakili, som har skrevet en blog om det kringlede taxasystem i Teheran.

 

Af Babak Vakili

Det siges, at hvis alle Teherans biler ruller ud på gaderne samtidig, vil der ikke være asfalt nok til at rumme dem.

 

Officielt er indbyggertallet i Teheran otte-ni millioner, men spørger du en given teherani er tallet langt højere: Engang overhørte jeg en iraner på besøg i Istanbul fortælle sin tyrkiske sidekammerat i metroen, at der bor ikke mindre end 34 millioner indbyggere i Teheran. Selvom 34 millioner er en overdrivelse ud over det normale, så er det reelle antal mennesker, der til daglig befinder sig i byen, sandsynligvis højere end de officielle tal.

 

Hvorom alt er, så skaber disse mange millioner mennesker et mylder, der på de fleste tidspunkter af døgnet besværliggør bevægelse over længere afstande. Det forholdsvist nye metronet fungerer helt udmærket, men er typisk vanvittig pakket med passagerer, især hvis man er mand (der er en separat kvindesektion, dog kan kvinder også benytte sig af unisex-sektionen). At tage en bus kan også have sine fordele, både pris- og hastighedsmæssigt (på flere centrale strækninger har busser deres egne separate baner, der tilsidesætter ensretninger), men disse er ofte også tætpakkede, igen, hvis man er mand (i busser er kønsadskillelsen komplet). Og da afstandene er for store til at kunne gå fra A til B, og da Teherans enorme højdeforskelle umuliggør cykling (for ikke at nævne, at det pga. forureningen i byen sandsynligvis er decideret farligt for helbredet), og hvis man som undertegnede ikke har egen bil (eller tør køre), er der nu kun én mulighed tilbage: At tage en taxa.

 

I starten af 2015 opholdt jeg mig nogle måneder i Teheran, for at forbedre mit persiske og for at lære byen, mine forældre forelskede sig i, bedre at kende. Derfor satte jeg en dyd i bl.a. at blive fortrolig med alle ovenstående transportmuligheder. Det gjaldt også det kringlede taxasystem.

 

I Tehrān kan man ringe efter en ājāns (udtalt på frankofilt persisk), der svarer til at ringe efter en normal taxa i Danmark. Alternativt kan man stå på et gadehjørne og råbe darbast (lukket dør) efter forbipasserende biler, hvilket ligeledes svarer til at tage en vogn fra gaden, som kører dig, hvorhen du vil.

 

Hertil kommer et mere indforstået system; Hvis du står på et givent gadehjørne, lidt for tæt på kørebanen, vil du opdage, at forbipasserende biler sænker farten og dytter efter dig. Disse biler er (oftest) ikke på udkig efter raske romancer, men kaldes linje-taxaer, og er kendetegnet ved kun at køre bestemte ruter (det er sådan en vogn, det skal forestille filmskaberen Jafar Panāhi kører i i filmen ’Taxi Teheran’). Når en vogn passerer dig, råber du din destination ind ad passagervinduet, og hvis det er på vognens rute stopper den op, og du sætter dig ind, sandsynligvis sammen med flere andre passagerer, som stiger af og på, mens chaufføren spejder videre efter nye kunder. At kende prissætningen, at have overblik over de ikke altid indlysende ruter, og at vide med hvilken styrke man smækker døren med, var for mig en videnskab i sig selv. Hertil kommer taxaer, udelukkende kørt af kvinder for kvinder, for ikke at nævne motorcyklerne, der garanterer dig hastighed, men ikke altid ankomst.

 

Stort set ingen af disse tusinder af køretøjer, som afleverer teheranierne til deres destinationer, benytter sig af taxametre. Derimod styres de af et prissystem, som i linjevognene er sat på forhånd, mens de andre former typisk kan (og hvis man er turist, bør) prisforhandles.

 

Pga. landets økonomisk pressede situation finder du samtlige typer af mandlige taxachauffører i Teheran. Unge som gamle, veluddannede som analfabeter, religiøse som ateister, venstreorienterede som højreorienterede, royalister som regimetilhængere osv. Og mens taxakørsel er de fleste chaufførers primære job, kører stadig flere og flere i byen som freelance for at få hverdagen til at hænge sammen. Nogle er ansat som chauffører, mens andre kører pirattaxa, enten ved at lægge sig i en bestemt rute og samle folk op, ellers ved at spejde efter passagerer, der alligevel skal samme vej hjem fra arbejde. Samtalen mellem chauffør og passager går ofte kvikt for sig: ”Hvor skal du hen?”. ”Vanak”. ”Hop ind!”. ”Hvor meget?”. ”Du sætter prisen, jeg kører dig gratis, hvis du beder mig om det!” ”10 [tusinde] toman?”. ”Skal vi sige 18…?”.

 

I modsætning til Panāhis film ’Taxi Teheran’, hvor samtalen sprudler af velvilje for at holde en dialog kørende, oplevede jeg sjældent den store snak i linjevognene. Stemningen var typisk fåmælt og rutinepræget. Men når jeg sad alene i en vogn, var situationen en anden. Dér blev der ikke lagt fingre imellem. På vej ind til byen fra lufthavnen, en tur, som tager ca. tre kvarter, ville jeg forsøge at rejse et politisk emne med min chauffør. Jeg nævnte derfor, at jeg havde hørt, at Khamenei, regimets øverste leder, havde et skrantende helbred, og fiskede efter en kommentar. Chaufføren kvitterede prompte med en tyk arbejderaccent: ”Hvad rager det os, hvordan han har det? Hvad med os?! Hvem spørger til vores ve og vel?! Han er déroppe! Vi er hérnede!”.

 

Jeg besøgte ikke Iran, før jeg var i begyndelsen af mine teenageår, så jeg har erhvervet mig mit persiske i Danmark via mine forældre og gennem modersmålsundervisning én gang om ugen i mine barndomsår. Min dialekt (og generelle sproglige formåen) bærer derfor præg derefter. De fleste kan ikke placere min dialekt, og hvis de prøver, er deres første gæt typisk, at jeg er araber. Også på dette punkt har jeg dog flere gange sat en dyd i (at forsøge) ikke at ’afsløre’ mig selv som udlænding. Nogle gange også af hensyn til min pengepung, selvom man som besøgende maksimalt kan blive snydt for 20-30 kr. I disse tilfælde har jeg prøvet at small-talke om vejret (i Tehrān taler man ikke om temperaturen, men forureningsniveauet, når man taler om vejret) eller om trafikken.

 

Det plejede at gå ret fint, men hvis jeg var på en længere tur, hvilket man ofte er, når man har ringet efter en ājāns, ender man typisk med at snakke om mere substantielle emner. Enten blev jeg spurgt direkte, hvor jeg var fra, når jeg kom ud i de længere formuleringer, eller også fortalte jeg selv, at jeg har lært persisk i Danmark, så jeg ikke skulle fremstå fatsvag over for chaufføren.

 

Det var på disse ture fra familiemedlem til familiemedlem, at mit persiske for alvor udviklede sig. ”Danmark…hvad er sproget dér? Er det tysk eller engelsk? Eller har I jeres eget sprog?” var typisk et af de første spørgsmål, jeg blev stillet. Efter jeg havde svaret, at vi skam har vores eget sprog, og efterfølgende forklaret, at Danmarks befolkning er mindre end halvdelen af Teherans, blev jeg typisk stillet to opfølgende spørgsmålsrækker: 1) ”Hvordan er livet i Danmark, er det let at finde et arbejde?” og 2) ”Hvad synes du om Iran? Har du lyst til at bo her?”.

 

Fordi jeg efterhånden er blevet bedt om at svare på disse spørgsmål så mange gange, har jeg haft rig lejlighed til at fundere over dem – især det sidste. Svaret er altid et rungende: ”nej, jeg kunne ikke forestille mig at bo i Iran…men jeg elsker at være her.” Baggrunden, forklarer jeg, er, at ingen af Teherans ulemper berører mig særlig negativt, da jeg kun opholder mig i byen midlertidigt. Den massive forurening (især om vinteren) frygter jeg fx ikke at tage skade af på lang sigt, hvorimod trafikbetjente i Teheran konsekvent bærer anthrax-bånd om munden, når de er på arbejde af frygt for at få kræft, som så mange andre teheraniere har fået de seneste år.

 

På andre punkter oplever jeg tværtimod mange af indbyggernes daglige hovedpiner som finurlige oplevelser. Igen, fordi jeg kun opholder mig midlertidigt i byen. Lad os tage trafikken: Teherans billister bruger unægtelig mange timer om ugen på at sidde fast i bilmylderet. Der er ofte ingen vej udenom, hvis man skal på arbejde. Fordi jeg aldrig havde særlig travlt under mit ophold, så jeg det altid som en anledning til at forbedre mit persiske og få nogle nye perspektiver fra taxachaufførens verden. Hvis jeg havde haft kone og børn og var træt efter en nedslidende arbejdsdag, ville situationen selvsagt være en anden.

 

Når bilerne endelig vrider sig løs fra trafikproppen, er der skruet op for kaosset. Min onkel besøgte på et tidspunkt Danmark, og sagde, at man her kunne køre bil med lukkede øjne, fordi alle holder sig inden for vognbanerne. Sådan er det ikke i Teheran. Hvis der er fire vognbaner, kører der seks biler på dem. Og billisterne skifter bane i tide og utide.

 

En anden onkel fortalte mig engang en historie om, da han arbejdede for trafikmyndighederne i Teheran og havde hyret et italiensk firma til at tegne vognbanestregerne op i byen: Efter blot to år var stregerne så småt ved at blive hvisket væk og det på trods af, at det italienske firma havde givet en garanti på minimum syv år. Firmaet iværksatte ifølge min onkel en undersøgelse og vendte derefter tilbage til myndighederne i Teheran og fortalte, at garantien kun gjorde sig gældende, hvis billisterne rent faktisk kørte indenfor stregerne, hvilket tydeligvis ikke var tilfældet i denne by!

 

Jeg kan ikke tælle antallet af gange, jeg har været stensikker på, at vi ville køre galt, men jeg har nu lært, hvor sent man kan sætte foden på bremsen og undgå kollision med andre biler. I starten er det skræmmende, men efter et par gange, satte jeg ligeledes en dyd i at være rolig og tog det mere som et eventyr – et midlertidigt et af slagsen.

 

I Iran døde der ifølge WHO i 2010 ca. 25.000 mennesker i trafikken. Til sammenligning døde der 254 i Danmark.

 

Med tiden stod det klart for mig, at trafikken i henholdsvis Danmark og Iran krystalliserede forskellene mellem de to steder på mange punkter.

 

Jeg plejede at forklare taxachaufførerne i Iran, at i Danmark er alt skemalagt og lagt i kasser. Bilerne holder sig inden for vognbanen, busserne kører på bestemte tidspunkter og åbner ikke dørene for nogen, medmindre bussen holder præcis foran stoppestedet, restauranternes køkkener lukker på klokkeslættet, og det er de færreste varer eller ydelser man kan prutte om prisen på. Kort sagt og sat på spidsen: Intet er til forhandling. Det betyder, at man ofte føler sig indskrænket, men omvendt garanterer det sikkerhed, stabilitet og orden.

 

Da jeg gik op til buschaufføren i Teheran og spurgte, om han ikke kunne lade mig hoppe af ved lyskrydset 250 meter inden stoppestedet, gjorde han det uden at blinke. ”Hvorfor skulle du ikke kunne det?”, svarede han. Og det var en sætning, jeg begyndte at bide mærke i. Hvorfor skulle jeg ikke kunne det? Hvorfor skulle jeg ikke kunne få en omgang spejlæg, selvom de ikke serverer det om torsdagen? Det er jo bare to æg, der skal slås mod hinanden. Hvorfor skulle jeg ikke tage bakgear på motorvejen for at nå forrige afkørsel eller for at stoppe op og samle passagerer op? Hvorfor skulle jeg ikke kunne det?

 

Svaret illustrerer mentalitetsforskellen mellem iranere og danskere, hvor konsekvenserne leder mod et paradoks: At iranere på trods af at leve under et repressivt politisk regime er langt friere i deres umiddelbare færden, end danskerne er. Denne frihed er, hvad der fører til det totale kaos som fx er Teherans biltrafik. Nogle ville måske indvende, at denne frihed også bærer sin egen antitese, fordi det afledte kaos er enormt indskrænkende (eller fatalt) for individet på længere sigt. Dét er der højst sandsynligt noget om.

 

Chauffører, der når at få alle disse betragtninger med, nikker typisk genkendende og fortsætter med at kritisere det iranske samfunds indretning. Fælles for alle chaufførerne er, at de er utroligt stolte over at være iranere og af Iran som historisk størrelse, men er trætte af tingenes tilstand. Når de taler med udlændinge som mig, giver de ofte udtryk for skam over, at de ikke kan præsentere os for en mere appellerende side af deres land.

 

Fælles for alle taxature og andre økonomiske transaktioner i dagligdagen er også, at chaufføren ved betalingstid insisterer på, at man ikke behøver betale. Ghābele shomā ro nadāre! (det er ikke dem værdigt at skulle betale!) er den nøjagtige sætning, der bliver sagt millioner af gange dagligt, hvortil man høfligt takker og spørger, hvor meget man skylder, hvis ikke man allerede har aftalt det på forhånd.

 

Denne blog er skrevet af Babak Vakili.

Rapper & Cand. scient. pol. fra Københavns Universitet.

E-mail: vakili@vakilisme.dk