Titel: Pæretræet, درخت گلابی, The Pear Tree

Instruktør: Dariush Mehrjui

Manuskriptforfatter: Dariush Mehrjui og Goli Taraghi

Udgivelsesår: 1998

Spillelængde: 1 time og 35 minutter

Af Navid Molaaghaei

Det er aldrig ubetydelige erindringer, der står klarest for mennesket. Det er aldrig den fedtfattige aftensmad, du fik den aften for et par somre siden, der plager dig, mens du ligger på din seng og venter på at falde i søvn. Altid vil de stærke erindringer sejre. Mange af verdenshistoriens største kunstnere har prøvet at konvertere denne grundlæggende menneskelige sensation til noget håndgribeligt.

I Iran lykkedes det i 1998, da filmen Derakhte Golabi, “The Pear Tree”, instrueret af Dariush Mehrjuri, blev vist for første gang. Hovedpersonen, filosoffen og forfatteren Mahmoud, eksilerer sig selv i en familiesommerresidens uden for Teheran, ved foden af Damavand-bjerget for at skrive bogen, man længe har ventet fra hans hånd. Men selvom han er væk fra familie og venner, væk fra Teherans trafik og åndelige tåge, kan han ikke skrive et ord ned. Men hvis han nu skrev så og så meget hver time, hver dag, ville værket kunne blive færdigt om så og så lang tid… Men nej. Minut efter minut går, og han får intet skrevet. Og midt i sine tanker bliver han konstant forstyrret af residensens gardner. “Kære Herre! … Kære Herre!,” råber denne, mens han banker på døren til huset, hvor filosoffen sidder og grubler. Der er sket en ulykke i haven: pæretræet har ikke båret frugt dette år. “Kære Herre! … De må komme og tale med træet! …”. Mahmoud kan ikke tage dette jordlige problem seriøst; han er filosof! Forfatter! Han har vigtigere, større ting at tage sig til. En anden gardner kommer frem for at overtale Herren om at se på træet. Han taler om træets betydning for haven, for familien. Husker Herren ikke træet? Det var jo så vigtig en del af Herrens liv. Hvor mange sensomre i Herrens barndom havde dette træ ikke båret frugt? Hvor mange gange havde Herren ikke klatret op af dette træ som en ung mand? Husker Herren ikke den unge charmerende frøken, som han elskede så højt?

Han husker nu pludselig. Han husker den gamle gardner. Han husker hende. M. Og så går erindringerne i gang. Man kan næsten gætte sig til resten. Den første kærlighed. Og selvfølgelig en ulykkelig kærlighed, for hun legede med hans følelser og forlod ham til sidst. M, pragtfuldt spillet af den senere verdenskendte Golshifteh Farahani (forresten hendes debut på lærredet) er en fræk, drenget pige med ambitioner om at blive skuespillerinde i Europa. Den unge Mahmoud gør alt for hende, stjæler hans onkels militæruniform for hende, skriver sange til hende og klatrer selvfølgelig op i pæretræet for at plukke de sødeste pærere til M. “Den er ikke sød… Du skal klatre højere op… Højere!”. Dette sætter gang i Mahmoud, og han kan skrive igen.

Man behøver ikke at være særligt begavet for at se, at pæretræet symboliserer Mahmoud selv. Ligesom det kan han ikke bære frugt; sin intellektuelle frugt. Det er erindringen, der bærer hans frugt. Men frugten er ikke altid lige sød. Med erindringen kommer også de hårde stunder; da M forlod ham, hvor feberen ramte ham efter. Hvordan han lovede at skrive til hende hver dag, og hvordan han ikke holdt løftet. Hvordan hendes skæbne blev i Europa. Hvordan han endte ud i politik og i fængsel under Shahen. Ja, selvfølgelig skulle der være en politisk vinkel. Det var slutningen af 90’ernes Iran, en tid med studenteroprør og løfter om reformer i den Islamiske Republik. Mahmoud tager hen for at se på pæretræet med gardnerne, der havde et par unge mænd med økser med. Et så gammelt et træ, der ikke bærer frugt… det må fældes, og på dets sted må man plante et nyt træ. Nej, befaler Mahmoud. Nok bærer det ikke frugt på træet, men det gør det inde i ham i stedet. På vejen tilbage konfronterer en gruppe unge studerende, mens han ser syner; hvorfor har han endnu ikke skrevet bogen færdigt? Hvad handler den om? Er han stadig for arbejdernes og de svages rettigheder? Og så videre…

Ja, symbolikken er ligetil. Og det er det, der gør filmen så smuk. Den enkelte minimalisme, der sætter gang i dybere menneskelige følelser, også hos os selv, når vi ser filmen. Mahmoud spilles af Homayoun Ershadi, der året forinden havde spillet den selvmorderiske hovedperson i et andet minimalistisk mesterværk, “Smagen af Kirsebær” (der er noget med de træer…), instrueret af Abbas Kiarostami, har med sin nøgternhed og ro i sit skuespil vist sig at være den perfekte til sådan en rolle, og Farahani viste sit skuespillertalent allerede fra barndommen af. En film, der også i dag kan være relevant at se for iranere. Kunne man ikke selv drømme sig tilbage i erindringens verden? Kunne de iranere, der ser ser romantisk på det præ-revolutionære Iran ikke se på pæretræet, der ikke bærer frugt, som et symbol på vor tids Iran? Er Mahmoud så ikke vor tids iranske intellektuelle, der heller ikke bærer frugt? Er M ikke vor tids Irans gamle kærlighed, man lod slippe væk? Det må seeren selv om. Man kan også se den for hvad den umiddelbart er: et eksistentielt søgende menneske, der må underkaste sig det jordiske, det menneskeligste af det menneskelige: erindringen.

Se et klip fra filmen her:

Denne anmeldelse er skrevet af Navid Molaaghaei

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet

Email: navidmolaaghaei@hotmail.com