Titel: Israfil, اسرافیل, Israfil

Instruktør: Ida Panahandeh

Manuskriptforfatter: Ida Panahandeh og Arsalan Amiri

Udgivelsesår: 2017

Spillelængde: 1 time og 30 minutter

Af Shahin Aakjær

Livet gør ondt, og man får ar på sin vej. Nogle ar er dybe og trækker et væv af sorg efter sig, som bliver under huden i mange, mange år. En sjælden gang imellem bliver sådan et ar revet op igen og bliver til et nyt friskt sår. ”Israfil” er en film, der handler om netop dybtliggende og hengemte minder, der genoplives og bliver til nye bekymringer.

Mahi bor i en lille nordiransk provinsby og hele hendes verden falder stille og roligt fra hinanden, da hendes søn dør. Alting mister sin betydning og sorgen overtager. Men det vækker opsigt, da hendes ungdomskæreste, Behrouz, dukker op til begravelsen.

Han var ellers flyttet til Canada, hvor han havde startet et nyt liv op. Der bliver revet op i gamle sår, og rygterne går i byen. Behrouz er dog ikke kun kommet for at kondolere. Han skal have solgt familiens jordlodder, og så vil han gifte sig med by-pigen Sara. Men minderne og følelserne om Mahi spiller også ind, og et vaskeægte trekantsdrama udspiller sig midt i en sorgfuld tid.

Dette er Ida Panahandehs blot anden film og hun tegner til at blive en af de næste store kanoner på listen over store iranske instruktører. Hun har dog også skabt manuskriptet sammen med Arsalan Amiri, og her skinner filmen igennem.

Replikkerne er skarptskårne, meningsfulde og virkeligt gennemtænkte. Tilmed på en helt igennem naturlig måde. Filmen er dialogbåret og med sådan et manuskript, er det kun en fornøjelse. Mahis lakoniske og næsten apatiske sætninger, hendes onkels raserianfald, banden og svovlen og Saras mors tossede og triste tale. Hver en rolle har sine helt egne fine replikker, som til sammen skaber en intelligent film.

Hovedvægten i filmen er på de to kvinder i trekantsdramaet. Her er det især Mahi, som man som seer har svært ved at slippe. Skuespilleren bag, Hedieh Tehrani, leverer i verdensklasse. Hendes sorg siver langsomt ud af filmens billeder og ud til seerne. Et dybt og alvorsfuldt blik og et værdigt udtryk gør hende smuk og elegant i det sorte tøj.

Midt i den svære tid skal hun så også tage stilling til sit arbejde på den lokale skole, landsbyrygterne, familiestridighederne og Behrouz der pludseligt er dukket op. Det hele glider sammen til en stor ulidelighed, som hun alligevel virker stærk i.

På den anden side står Sara, som er forlovet med Behrouz og væsentligt yngre. Men hendes liv er bestemt heller ikke en dans på roser. Kort sagt har alle deres at slås med. Fortidens minder dukker op, blandes med nye problemer og omfavner alting, ligesom den tykke tåge i Mazandaran-provinsens bjerglandskaber.

Filmens titel er en reference til ærkeenglen Israfil, der på den sidste dag vil blæse i sit horn og vække de døde. Men kunne fristes til at tro, at det handler om, at Mahis søn – bryderen Babak – skal vækkes. Men det er nok nærmere fortidens spøgelser, som er blevet vækket til live og puster liv i glemte følelser. Israfil er en moderne og elegant kærlighedshistorie, en type film, som har kronede dage i Iran i disse år.

SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk