Michael Bang og hans kæreste Amanda Freiesleben, begge studerende ved Roskilde Universitet, rejser i disse dage rundt i Iran og omegn. Hver søndag vil parret i seks uger blogge om deres oplevelser i regionen, mens indtrykkene er friske i erindring. Læs her Michael og Amandas anden blog  fra det nordvestlige Iran i byen Urmia, tæt ved grænsen til Tyrkiet.

Tekst af Michael Bang / illustrationer af Amanda Freiesleben

Fåret er roligt, da bagagerummet bliver åbnet. Det stikker sit mørke hoved op og kigger sig omkring. Den grå pels har foldet sig ud, så det er svært at se, hvordan det har kunne være i det lille rum. Fåret bliver liggende, indtil den unge slagterdreng tager fat i dyret og hjælper det på benene. Et par spændte mænd kommer ud fra huset i pæne, hvide skjorter for at hjælpe med at bære fåret. Først ind gennem stuen, hvor damerne klapper og griner, så ud gennem terrassedøren til baghaven, hvor fåret får fred til at spise sin sidste nadver; et par tørre kviste og skrællen fra en fersken.

Daglige familiesammenkomster

Det er den muslimske helligdag Eid i dag, og Amanda og jeg er nået til Urmia i det nordvestlige Iran. Vi bor hos en kurdisk familie, som vi kender igennem en ven i Danmark. Efter en uge i travle Teheran, var det absolut tiltrængt at komme lidt ud på landet og slappe af, tænkte vi. Men det skulle vise sig at blive lidt anderledes. Faktisk var de 10 timer i bussen fra Teheran til Urmia de mest afslappende, vi skulle få. Vejen var god, chaufføren kørte roligt, air-konditionen var tilpas, og den iranske dreng på sædet foran delte gavmildt ud af sine friske valnødder.

Kurdere udgør 13 millioner af Irans knap 80 millioner indbyggere, men de får ikke meget omtale i Danmark i forhold til kurderne i Tyrkiet, Syrien og Irak. Desværre havde ingen lyst til at fortælle mig om, hvordan forholdene er for kurdere i Iran. Til gengæld fik vi oplevet, hvor glade de er for mange, lange og store familiesammenkomster. Hver dag spiste vi frokost og aftensmad med mindst 20 gæster hos skiftende medlemmer af familien. Måltidet starter med et par kopper te, indtil maden er klar. Nogle gange én kop, nogle gange fem. Altid en god suppe til forret, og derefter en masse lækre kød- og grøntsagsretter, som der dårligt er plads til på tallerken for det bjerg af ris, man skal øse op for ikke at blive grint af. Så kommer der igen te og forskellige kager, og til slut frisk frugt, meloner og nødder. Maden smager fantastisk, men dagene kan godt blive lidt lange, når vores farsi ikke rækker meget længere end ’salaam’, ’moteshakeram’ og ’khodahafez’.

Ibrahims ofring

Slagterdrengen har en blodrød skjorte på med to rækker af knapper på maven og sort-hvidt-ternet stof ved halskraven og skjorteærmerne. Han sliber kniven med hurtige bevægelser og nikker over mod fåret, der napper lidt til de tørre kviste. To mænd vælter fåret omkuld, holder det nede, og halsen bliver lynhurtigt skåret over. Fårets sidste ’mæh’ drukner i blodet fra den åbne hals. Kroppen spjætter, men kræfterne forsvinder ligeså hurtigt, som blodet strømmer ud på jorden.

Det eneste nogenlunde engelsktalende familiemedlem fortæller mig historien om Ibrahim, der var ved at ofre sin søn til Gud, men i sidste øjeblik fik lov til at ofre et lam i stedet for sin søn. Den tradition har vi heldigvis valgt at holde fast i.

I starten er mændene vældigt interesserede i fåret, der nu er blevet hængt op i et træ i haven. Pelsen er blevet flået af, og indvoldene vælter ned i en stor spand. Det plasker højlydt, og blod og andre væsker sprøjter til siderne. Slagterdrengen parterer fåret, mens det hænger og dingler fra grenen, og kødet bliver kastet over i en bunke på en blomstret plastikdug. De fleste mænd har nu sat sig over på tæppet i hjørnet af haven, hvor der er skygge, og hvor et fad med te og kager jævnligt kommer ud fra køkkenet. Kvinderne er gået i gang med skære kød og grøntsager ud, og tre år gamle Semra har, efter et par forsøg, fået taget sig mod til at tage en afskåret klov i hver hånd og klikker rundt med dem på fliserne.

Vi sidder altid på tæpper på gulvet og spiser, hvilket er praktisk, når man har mange gæster. Så risikerer man ikke at løbe tør for stole, og man kan altid rykke lidt sammen, hvis der skal gøres plads til en ekstra. Der er mange gæster i dag, så selskabet er blevet delt op i to – mændene ude og kvinderne indenfor. Da Amanda spørger en af de unge piger om, hvorfor mændene sidder udenfor, får hun at vide, at det er, fordi det er rarest der.

Damefest og herredukkert

En aften i løbet af ugen er der damefest, og Amanda har taget en kjole på, men den imponerer ikke de kurdiske kvinder. De tror, Amanda har misforstået planerne og ikke vidste, der skulle være fest. Hun bliver derfor hurtigt hjulpet i en gulvlang, glimtende og mere festlig kurdisk kjole, og et tykt lag make-up bliver smurt i ansigtet, et kendetegn for de kurdiske kvinder, der elsker at pynte sig. Kvinderne er frigjorte uden deres mænd, og i deres farverige kjoler og flot opsatte hår, glemmer de hurtigt, at det er forbudt at danse i Iran.

Det er ikke kun kvinder, der skal være påpasselige med at vise for meget bar hud i offentligheden, men med 35 grader i Teheran, tænkte jeg, at det nok var okay med et par knælange shorts. Det blev en akavet tur til grønthandleren, hvor folk stirrede på mine blege ben. Derfor havde jeg heller ikke gjort mig forhåbninger om en svømmetur i verdens næstmest salte sø Lake Urmia, da vi en dag kørte på udflugt med familien. De to andre mænd hoppede dog hurtigt i et par badebukser, og da jeg ikke havde nogen med, fik jeg et par underbukser til låns. Kvinderne blev på saltstranden, hvilket de to mænd udnyttede til en rigtig herresnak. Jeg lukkede øjnene og flød ubesværet rundt på den store røde sø til den trygge lyd af deres snak og grin. Da snakken stoppede, åbnede jeg øjnene og så to par badebukser flyve højt op i luften og lande med et klask på søen efterfulgt af et højt latterbrøl. Mænds lyst til at smide badebukserne er vist universel.

Få overblik over Michael og Amandas blogs her:

KAPITEL 1/6: Velkommen til Teheran

KAPITEL 2/6: Urmia, kurdere og kønsroller

KAPITEL 3/6: Azadi i Armenien

KAPITEL 4/6: Poesi & militær

KAPITEL 5/6: Sydeuropæisk feriestemning

KAPITEL 6/6: De forsvundne løver

Denne blog er skrevet af Michael Bang.

Journaliststuderende ved Roskilde Universitet og blogger hos Alt om Iran

E-mail: michaelhbang@gmail.com

Illustrationer af Amanda Freiesleben.

Dansk- og Kommunikationsstuderende ved Roskilde Universitet og blogger hos Alt om Iran.

Se parrets rute tværs igennem Iran: