Michael Bang og hans kæreste Amanda Freiesleben, begge studerende ved Roskilde Universitet, rejser i disse dage rundt i Iran og omegn. Hver søndag vil parret de næste seks uger blogge om deres oplevelser i regionen, mens indtrykkene er friske i erindring. Læs her Michael og Amandas første blog fra Teheran.

 

Tekst af Michael Bang / illustrationer af Amanda Freiesleben

Damen i skranken kigger underligt på mine medbragte papirer. Hun bladrer frem og tilbage i dem, skubber dem fra sig og peger så over i hjørnet af banken. Jeg skal skifte skranke. Igen. Jeg tager mine papirer og stiller mig bagerst i køen ved den nye skranke, men bliver hurtigt viftet frem. Sådan fortsætter det i løbet af de næste 30 minutter. Jeg er i Irans nationalbank Melli – som i øvrigt er tegnet af Jørn Utzon – i hovedstaden Teheran for at få åbnet en bankkonto. Sanktionerne mod Iran gør blandt andet, at du ikke kan bruge dit Visa-kort, så man er tvunget til at have alle sine penge med i kontanter, hvilket løber op, når man skal rejse i tre måneder i landet.

illustration_01

 

Luften er kølig inde i banken i forhold til den varme, forurenede og larmende hovedstad, som vi har tilbragt en halv dag i. En enkelt uniformeret og bevæbnet vagt passer på indgangen til banken, men lige nu er han faktisk mere optaget af at sikre sig, at jeg får den hjælp, jeg har brug for. Selvom han ikke kan et ord engelsk, kigger han forbi hvert femte minut og udveksler et par ord på farsi med folkene bag skranken. Jeg smiler og takker ham på engelsk hver gang, og han besvarer med et nik og går tilbage til sin post. Det lykkes aldrig at få åbnet en konto, men vagten omsorg og hjælpsomhed gjorde indtryk. Det skulle de næste dage i Teheran vise sig at være mere reglen end undtagelsen at blive mødt af iranere med denne stædige hjælpsomhed.

 

What Each Country Leads the World In

Iran er for os i Danmark nok mest kendt for sit præstestyre og atomprogram, men efter et par dage i hovedstaden har iranernes lyst til at hjælpe fyldt mere end noget andet. Man skal ikke stå mange sekunder og se forvirret ud, før en iraner henvender sig og spørger, om man har brug for hjælp. Da min kæreste og jeg ved en bladkiosk kigger efter en engelsksproget avis, henvender en ung, velklædt mand sig og spørger, hvad vi leder efter. Han finder en udgave af Iran Daily til os, og vi ender med at bruge resten af eftermiddagen sammen.

 

Mohammed studerer International Politik, så vi diskuterer vestens syn på Iran, flygtningekrise i Europa og religionens rolle i Danmark og Iran. Da jeg ikke helt kan svare på, hvad Danmark er kendt for, finder han begejstret et verdenskort frem på sin telefon med titlen ’What Each Country Leads the World In’. Ved Danmark står der ’Education’, mens Iran åbenbart er kendt for ’Brain Drain’. Mohammed fortæller, at mange uddannede iranere forlader Iran, hvilket er et stort problem, men selv ønsker han at blive i landet og håber at få et arbejde hos staten.

 

Hvis du spørger om hjælp, kaster de fleste iranere, hvad de har i hænderne, og hvis de ikke selv kan besvare dit spørgsmål, sørger de for at finde én, der kan – og de forlader dig ikke før, du med sikkerhed er blevet hjulpet. ’Brain drain’ kunne fint skiftes ud med ’most helpful’ på Mohammeds kort.

 

illustration_02

 

Sociale medier og surprise-bryllupsdag

Rigtig, rigtig, rigtig mange ting er forbudt i Iran. Hvis vi bare starter med de sociale medier, så bliver du nægtet adgang, hvis du forsøger at gå på Facebook, Twitter, YouTube eller Snapchat. Halvdelen af de 500 mest populære hjemmesider er i dag censureret. Det virker paradoksalt, når Irans egen præsident, Hassan Rouhani, har to Twitter-profiler. En på persisk med 303.902 følgere og en på engelsk med 517.427 følgere. Og indtil videre har jeg heller ikke mødt nogen, som ikke har en applikation installeret, der gør det muligt at omgå censuren.

 

Instagram er ikke forbudt, selvom det er ejet af Facebook, ligesom det sociale medie Couchsurfing heller ikke er. Efter to dage på hostel kunne det være meget sjovt at bo hos nogle iranere, tænkte vi. 29-årige Pedro var desværre ikke i Teheran i øjeblikket, men han tilbød, at vi bare kunne tage en bus op nordpå til det Kaspiske hav, hvor han var i sommerhus med nogle venner. Tilbuddet var fristende, men vi ville gerne lige se lidt mere af Teheran. Til gengæld ville 29-årige Amir, hans kone og deres lille datter gerne have os som gæster et par dage. På deres profilbillede står de med fuld vandreoppakning, sneklædte bjerge i baggrunden og Amir med datteren i babysele på maven. De er på en 4-dages vandretur med deres 6 måneder gamle pige. De udstråler overskud. Mindre bliver det indtryk ikke, da vi kort inden ankomst bliver en del af en fællesbesked på den populære chat-app Telegram. Amir er om eftermiddagen ved at arrangere en surprise-fest samme aften i anledning af hans og hans kones 3-års bryllupsdag, som åbenbart er i dag. Vi har endnu ikke mødt Amir og hans familie, og pludselig bliver også et ungt fransk couchsurfer-par tilføjet til chatten.

 

Vi ankommer som de første til den lille lejlighed i en nyere etageejendom i det nordlige Teheran. Hjemmet er et typisk moderne iransk hjem, hvor man kan vælge mellem at sidde på tæpperne på gulvet eller i en sofa. Amir vælger for det meste gulvet. Der er ingen religiøse symboler at få øje på, men på væggen over sofaen hænger et 2×2 meter stort nærbillede af deres kravlende datter i en antik guldramme.

 

Amir er rolig, især når man tænker på, at han har fire udenlandske gæster i huset, samtidig med at han planlægger en fest. Amirs kone, Shirin, griner meget og taler højt med sin hæse stemme, og deres lille datter smelter ens hjerte, når hun kæmper sig på benene og danser godt nede i knæ og med roterende håndled til persisk musik. Mens Shirin står og vasker op, ankommer deres venner pludselig med balloner, konfettirør og store, flotte kager. Situationen er syret, men vi griner og føler os heldige over at være inviteret med. Vi snakker, griner og spiser hele aftenen. Lidt over midnat bliver datteren lagt i seng, lyset dæmpet, musikken skruet op, og vi danser hele natten, selvom alle gæster skal på arbejde dagen efter. Fuldstændig udmattede af indtryk falder vi omkuld på det persiske tæppe i stuen, hvor vi sover resten af natten.

 

Da Amir næste dag hører om vores problemer med at få et kreditkort, henter han som det mest naturlige i verden sin pung og smider et iransk kreditkort på bordet. ”I kan bare låne det her. Jeg har flere. Koden er 1033. Så har I også en grund til at komme tilbage om tre måneder”.

 

illustration_03

 

Få overblik over Michael og Amandas blogs her:

 

KAPITEL 1/6: Velkommen til Teheran

KAPITEL 2/6: Urmia, kurdere og kønsroller

KAPITEL 3/6: Azadi i Armenien

KAPITEL 4/6: Poesi & militær

KAPITEL 5/6: Sydeuropæisk feriestemning

KAPITEL 6/6: De forsvundne løver

 

Denne blog er skrevet af Michael Bang.

Journaliststuderende ved Roskilde Universitet og blogger hos Alt om Iran

E-mail: michaelhbang@gmail.com

michael

 

Illustrationer af Amanda Freiesleben.

Dansk- og Kommunikationsstuderende ved Roskilde Universitet og blogger hos Alt om Iran.

amanda

 

Se parrets rute tværs igennem Iran:

kort_med_rute