Af Nathalie Vandsø Hajian

Betyder det at være halvt dansk og halvt iransk, at man må vælge det ene frem for det andet? Ikke i min optik. De erindringer, jeg har fra min første rejse til Iran, er få og slørede.

Som 6-årig var risretter til både frokost og aften ikke det mest spændende, og min svindende appetit førte hurtigt til, at jeg blev halvsløj i de nordlige provinsers altopslugende fugtighed.

Så min iranske familie måtte føje europæeren i mig og tilberedte meget gerne velkendte retter såsom lasagne til det stakkels kræsne barn.

Det var svært at finde sin mor i mængden – det lykkedes mig at tage en forkert kvinde i hånden.

Hvad jeg tydeligst husker fra rejsen er dog de utallige traditionelle persiske hjem, som vi valfartede rundt til.

Det er en iransk skik at besøge samtlige familier og venner, om de så være nære eller fjerne, når man efter 15 år vender tilbage til sit hjemland, sådan som min far gjorde.

Der sker meget i løbet af 15 år, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan denne rejse må have været for ham.

Året var 2002, og følelserne omkring Iran var hos mange blandede, og flere var bekymrede over, at vi skulle rejse til dette ”ukendte” land langt borte.

På trods af sprogbarrieren kommunikerede min danske mormor og iranske farmor meget fint sammen under min farmors besøg i Danmark.

Rejsen forløb dog glidende for os, og 3 uger efter befandt vi os atter på dansk jord.

Jeg ved ikke, hvad der under denne rejse var sket inden i mig, men fra da af havde en del af den iranske kultur indprentet sig i mig.

Desværre skulle der gå 15 år, før jeg skulle vende tilbage.

I mellemtiden afsluttede jeg folkeskolen og gymnasiet med en fortsat voksende fascination af mine iranske rødder.

Der er dækket op til “haft sin”, som er en persisk nytårstradition, hvor man pynter et bord med forskellige genstande begyndende med bogstavet “s”. Her er min farmor på besøg i Danmark.

Naturligvis spillede den iranske kultur også en rolle i min hverdag. Min far spenderede mange timer i køkkenet på at tilberede iranske retter, som jeg imidlertid havde fået smag for.

Håndvævede persiske tæpper prydede vores gulve, de brændte CD’er i bilen var med elskede sangstjerner som Ebi og Googoosh, og højtider som det iranske nytår, Nowruz, der markerer forårets første dag, blev, ligesom danske mærkedage, tilbragt med familie.

På andre punkter var det svært at forbinde det iranske med det danske.

Her besøger jeg min farfars grav sammen med min farmor. Jeg nåede aldrig at møde ham.

Siden min lillebror og jeg var helt små, talte min far altid persisk til os, og vi lærte hurtigt at jonglere med både det danske og persiske sprog.

Da vi blev lidt ældre, mistede vi dog hurtigt både evnen og lysten til at bruge sproget.

Persisk blev udskiftet med dansk derhjemme, hvilket måske til dels kan forklares med, at alle vores venner jo også kun talte dansk med deres forældre og dels med, at mine forældre talte dansk sammen.

Mit ønske om at lære persisk er vokset med tiden, og jeg besluttede derfor for at tage sagen i egen hånd og rejste i mit sabbatår alene til Iran.

Denne blog er skrevet af Nathalie Vandsø Hajian.

Studerende på Københavns Universitet, Mellemøstens sprog og samfund, persisk.

Email: nathaliehajian@outlook.dk