Af Nathalie Vandsø Hajian
At tildække mit hår med et tørklæde var underligt i begyndelsen, men efter næsten 3 måneder blev det nærmest en vane.
Jeg husker, at jeg ved sekstiden en tidlig morgen trådte ind i Imam Khomeini lufthavnen, knap en times kørsel fra hovedstaden Teheran, og følte en lettelse over endelig at være ankommet.
Jeg skulle nu bare igennem paskontrollen, hvilket gjorde mig lettere nervøs, idet min persiske sprogkompetencer på daværende tidspunkt var så begrænsede, at jeg næsten kun beherskede de høflighedsfraser, som man bruger i dagligdagen.
Tæt trafik i byen Hamadân i det vestlige Iran.
Da jeg kom ud på den anden side, spottede jeg med det samme mine to fastre, min fætter og min kusine, der stod med en kæmpe buket blomster.
Jeg blev mødt med så stor glæde og så mange kindkys, at jeg var helt overvældet.
Hurtigt befandt vi os på Teherans overfyldte motorveje, hvor den skarpe lugt af benzin ikke kunne undgås på noget tidspunkt i døgnet.
Vi stoppede foran et lille bageri for at købe friskbagt ”nun barbari”, hjemmelavet iransk brød, til morgenmad.
En lokal moske nær min fasters hjem i Sâri.
Få minutter efter ankom vi ved min anden kusines lejlighed i det nordvestlige Teheran, og kort tid efter blev jeg dårlig tilpas.
Så jeg tilbragte det meste af den efterfølgende dag i sengen, før vi hen på eftermiddagen tog en taxa videre til byen Sâri ved det Kaspiske Hav, hvor resten af min familie bor.
Det er en tur på 4 timer op og ned ad snoede motorveje mellem bjerge i fuld fart i en bil, som muligvis kunne falde fra hinanden, hvornår det end skulle være.
Jeg var dog langsomt kommet ovenpå igen, og jeg fik det kun bedre, da jeg ankom til min fasters hus, som ligger udenfor byen i et frodigt område.
Fra hendes balkon kunne man spotte appelsinplantager, så langt øjet rakte.
Her besøger jeg min fars barndomshjem i kystbyen Bâbolsar.
Jeg fik mit eget værelse, hvor jeg dog sjældent befandt mig, idet der altid var familie på besøg.
Hvis ikke der var besøg, var det fordi, vi selv besøgte familie rundt omkring i byen.
Torsdag og fredag var de dage, hvor jeg tog ud med mine unge kusiner og fætre.
Fredag er Irans weekend, så der tager man til stranden og spiser grillede majs dyppet i saltvand, ryger vandpibe på caféer eller kører gokart.
Jeg havde haft mange forestillinger om Iran grundet minder fra min første rejse dertil, men gang på gang blev jeg overrasket over den venlighed og nysgerrighed, jeg blev mødt med i basarerne, på restauranter og blandt kioskejere.
For som halv dansker i et land med så lidt turisme stikker man ud. Jeg forstod hurtigt, at når de små drenge hviskede ”khâreji” til hinanden, betød det ”udlænding”.
Jeg kunne fra første øjeblik mærke, at jeg var kommet ud på mit livs eventyr.
0 Comments