Af Nathalie Vandsø Hajian

Efter næsten 3 måneder i Iran var jeg atter tilbage i Danmark. Tiden nærmede sig, hvor jeg skulle beslutte mig for, hvad jeg ville lave efter mit sabbatår.

Jeg har altid været lidt af en bogorm, så det, at jeg valgte en universitetsuddannelse, var ingen svær beslutning.

Det var derimod mere besværligt at beslutte, hvilken en jeg skulle søge ind på.

Jeg havde under min rejse opdaget, at der eksisterer Iran-studier, Mellemøstens moderne sprog og samfund (persisk), på Københavns Universitet.

Naqshe Jahân pladsen i Esfahân. Denne by kaldes ofte ”den halve verden” – og den har i dén grad noget at byde på.

Idéen om dette studie var meget interessant, så jeg undersøgte uddannelsens indhold og formål, hvilket kun skærpede min nysgerrighed.

Men én ting holdt mig tilbage: Jeg boede på daværende tidspunkt i Jylland. Jeg havde altid haft en drøm om at bo i København, men at skulle flytte til Sjælland og ”forlade” min familie virkede som et meget stort skridt, som jeg ikke følte mig helt klar til.

Jeg legede samtidig med tanken om at læse arabisk-studier i Århus, så jeg kunne blive i Jylland, men jeg indså ganske hurtigt, at det var persiske studier, jeg brændte for på trods af, at arabisk tales i langt flere lande.

Inden længe befandt jeg mig i København, hvor jeg hurtigt følte mig hjemme.

Sommeren nåede sin ende, og undervisningen begyndte.

Hemmeligheden bag det at lære et nyt sprog: gloser, gloser og flere gloser.

Vi var en lille klasse sammensat af danskere såvel som iranere.

Vi tog hurtigt fat på det persiske sprog og lærte at skrive på persisk.

De første par timer lærte vi at skrive vores egne navne.

I dag skriver vi lange sætninger og læser tekster af kendte iranske forfattere.

Jeg opdagede, at jeg ved hjælp af mine nye læse- og skrivefærdigheder havde meget lettere ved at udvikle mine mundtlige sprogfærdigheder, hvilket har gavnet mig meget i forbindelse med kommunikation med min familie i Iran.

Det interessante ved persisk er, at ketâbi, det skriftlige persisk, og mohâveri, det mundtlige persisk, har så store grammatiske forskelle, at det næsten er to forskellige sprog.

I denne boghandel mødte vi denne herre, som var meget dygtig til kalligrafiskrift. Han gav os et lynkursus i det basiske og gav os alle et fint billede med hjem med sin egen kalligrafi.

Hvad angår det mundtlige persisk findes der et utal af dialekter alt efter, hvor i Iran man stammer fra.

Uddannelsen har udover sprogundervisning budt på læren om Irans historie, kultur og politik.

På mit 4. semester rejste jeg med 3 studiekammerater til Iran i 2 måneder, hvor vi var så heldige at få sprogundervisning af en dansk kvinde og tidligere professor, som valgte at bosætte sig i Iran for 13 år siden.

Hendes oplevelser har i høj grad inspireret mig til at tage springet og flytte til Iran for en periode.

På denne rejse stod jeg langt mere på egne ben end før.

Det medførte både sproglige misforståelser, og at vi til tider alle var fuldstændig udkørte, men det har også givet mig gåpåmod, selvstændighed og minder for livet.

Denne blog er skrevet af Nathalie Vandsø Hajian.

Studerende på Københavns Universitet, Mellemøstens sprog og samfund, persisk.

Email: nathaliehajian@outlook.dk