Af Shahin Aakjær
Mehran er en hyggelig mand, som han står der inde i sin foodtruck. Han er velklædt, er iført hat og har fuldskæg. Overskægget er snoet opad, og mundvigene går i samme retning, når han smiler. Bilen er blå, og midt på den finder man en stor aubergine, hvorpå der står “PERSISK”. Det er ikke bare Mehran og hans barndomsår i Teheran, som er persisk. Det er den mad, han serverer også.
Piger i bikini
Altomiran.dk har mødt ham til Gadefest på Prinsessegade. Der kommer mange forbi, der lige skal se, hvad persisk mad egentligt er for noget. Nogle bliver fristet af duften, bilens sjove design, billederne af maden, og andre bliver fristet af Mehrans charme. I hvert fald bliver der langet en del sandwiches over disken.
Imens han står og griller kyllingekød, fortæller han om barndommens ferieminder fra Nordiran i tiden før revolutionen i 1979. Kvinder i bikini, køreture med farmand og kaviar. Det er måske netop fra sin far, at Mehran har sin interesse for mad. Han husker, hvordan faderen tog ham med rundt i landet og på markeder og introducerede ham for Irans mange fantastiske råvarer. Hans familie var velstående og levede et godt liv, så da han som 16-årig blev flyttet til Randers, ændrede verdenen sig for ham. Der mødte han mange spørgsmål om sit fædreland og begyndte først for alvor at tænke over det at være fra Iran.
Om sit første indtryk af Danmark, fortæller han:
»Vi ankom i Holte. Der sad vi fire iranere ved en sø og var lige kommet til landet. Vi sad og snakkede om, hvorvidt vi havde valgt det rigtige land. Vi kunne jo også havde valgt Tyskland eller Holland. Pludseligt kommer der to piger gående. Og det var jo i 80’erne, skal du tænke på… Det var tiden med Samantha Fox, korte toppe, surfboards under armene og alt det der. De kom hen imod os, og vi blev totalt stille som statuer. Så tog de toppene af og lagde sig på deres surfboards og padlede ud i den der sø. Det var nærmest som om, at tiden stod stille. Vi blev enige “yes – det var det rigtige land og highfives og det hele.«
Han tager en slurk rødvin og stiller en tallerken med grillet kylling og syltede grøntsager på disken som smagsprøver.
Safran, lime og lammehjerne
Menuen i den persiske foodtruck er forskellig fra gang til gang. Han har budt på klassiske iranske retter, som indeholder aubergine, safran, lammekød og yoghurt. Men af og til tager han nogle mere udfordrende og eksotiske måltider med. Det kan være fårenosser eller lammehjerne, som også har sine pladser i det persiske køkken. Retterne har fået de muntre navne: “Balls On Fire” og “Do You Mind?”.
Dagens menu byder på to forskellige slags sandwich. “Cyrus The Great Sandwich”, med en økofrilands oksefilet som er marineret i granatæble, grillede cherrytomater, granatæblekerner, krydderurter, blandet salat og skyrdressing. “Persian Empire Chicken Sandwich” med fransk landkylling marineret i safran og lime, grillede cherrytomater, skyrdressing, syltede agurker, blandet salat og krydderurter. Uanset hvilken man vælger, får man den i barbaribrød, som Mehran selv henter hos bageren i Sverige.
Men hvad er det persiske køkken? Når Mehran får spørgsmålet, lyser han op og bruger sine hænder til at slå pointerne fast:
»Mange blander det sammen med arabiske eller det indiske. Folk ved ikke rigtigt, hvad det persiske køkken er. Man har fået falafel, shawarma og hummus og så tror mange, at det også er sådan i Iran. Men det persiske køkken er anderledes. Det er raffineret. Safran, krydderurter og lime går igen. Man prøver virkeligt at lave balanceret mad. Man kan smage hver enkelt ingrediens, og det bliver ikke overdomineret af krydderier. Iranerne kan godt lide at bruge lime i maden. Både tørret og som saft. Persisk mad er måske karakteristisk ved at være syrligt.«
Kørende kulturformidler
Som udefrakommende kan det måske være svært at forstå forskellen på iransk og persisk. Det er som om, at der for hver iraner er en ny forklaring, på hvad forskellen på de to begreber er. I Mehrans optik lyder forklaringen således:
»Altså Iran er selve landet. Men persisk er vores kultur, vores køkken og vores fællessprog. Om du taler kurdisk, arabisk, azeri, lori eller turkmensk, så er det vores persiske, kultur der holder os sammen. Det er noget, vi har arvet fra vores forfædre.«
Tiderne ændrer sig. Iran er blevet kaldt en pariastat, er blevet puttet i Ondskabens Akse og har været underlagt sanktioner. Indtil atomaftalen faldt på plads i januar i år, har det primært været dårlige nyheder, Iran er blevet forbundet med i danske medier. Nu virker det til, at Iran og Vesten nærmer sig hinanden et skridt ad gangen. Måske har Mehran og hans persiske foodtruck en lillebitte rolle i den dans, der skal få de to kulturer til at nærme sig et venskab. Kan mad skabe mere forståelse for en kultur?
»For mig skal det persiske fornys. Der har været meget ballade med Iran de sidste mange år, og folk associerer Iran med ballade. Iran har fået en negativ klang. Persisk har stadigvæk power og eventyr over sig. Det associerer til fede og smukke ting. Perserne har også bidraget med nogle gode ting til verden, og det skal vi gøre igen.«
Det er tydeligt, at Mehran vil have, at kunderne går derfra tilfredse og med en følelse af at have fået kvalitet. Så meget som muligt er økologisk og/eller frilands. Maden er langt fra at være hurtig junkfood, selvom serveringen går kvikt. Mehran kalder det selv “gourmet street food”.
Hvis du selv har fået lyst til at smage persisk mad og møde Mehran, kan du finde ham rundt omkring til arrangementer og events på Sjælland. Klik ind på Facebook og læs nærmere.
1 Comments
Gabacho
Slap lige af , så godt er det altså heller ikke … + den ventetid på en halv time før man får sin lille dyre sandwich ….