Titel: Love Child – En familie på flugt, Kærlighedsbarnet, Love Child
Instruktør: Eva Mulvad
Manuskriptforfatter: Eva Mulvad
Udgivelsesår: 2019
Spillelængde: 1 time og 52 minutter
Af Shahin Aakjær
Hvert eneste år forlader flere tusind iranere deres hjemland, i håbet om en bedre fremtid udenfor landets grænser. Iran har den tvivlsomme fornøjelse at ligge øverst på listen over lande der lider af hjerneflugt. Men der er langt mellem individhistorierne.
Leila og Sahand er umiddelbart to ganske almindelige middelklasseiranere. De har begge arbejde som lærer og de elsker hinanden. Problemet er at de begge er gift med en anden og eftersom de har fået et barn sammen, ramler deres verden sammen. De beslutter sig for at flygte fra kaoset i familierne og Den Islamiske Republik der slår hårdt ned på utroskab. Sammen med sønnen Mani ender de i Tyrkiet og her skal de have tiden til at gå indtil de kan komme videre til et tredje land.
Den danskproducerede dokumentarfilm “Love Child” er aktuel. Flygtninge er et varmt emne og som verden ser ud lige nu, vil det desværre fortsætte mange år endnu. Som regel er det billeder af flygtninge stuvet sammen i både og store flokke på motorvejene, der bliver vist i offentligheden. Som nyhedsforbruger glemmer man måske lidt, at det er individer alle sammen. Personhistorierne bliver overset og drukner i flygtningemasserne og her kommer “Love Child” ind i billedet. Den giver sin seer et indblik i en enkelt sag, en enkelt familie og viser det drama der udspiller sig i de familier der er kastet ud i så voldsom en situation. Vi kommer helt tæt ind på de tre hovedpersoner, måske endda for tæt på, men alligevel er det som om vi ikke lærer dem at kende.
Den starter stærkt ud med et gråt og trøstesløst billede af Teheran i tykke lag af smog. Klip. Sahand filmer sig selv og er tydeligvis rørt, da han siger en stærk og rørende sætning: “Det her er min sidste dag hjemme. Jeg ved ikke om jeg vil være død eller levende i morgen”. Instruktøren Eva Mulvad fortsætter med at stille skaprt på de to forældre og være så tæt på som muligt. Vi får de ømme øjeblikke hvor de trøster hinanden, holder surprisefester og hjemmeunderviser Mani. Vi får også de brusende skænderier og børneopdragelsen på så nært hold, at det bliver ubehageligt og næsten tåkrummende. I Iran er privatlivet i høj grad privat, så det her er et sjældent indblik.
Filmen giver et billede af den usikkerhed Sahand og Leila sidder med i den dræbende lange og frustrerende ventetid. Men det ender også med at blive filmens skyggeside. Historien går flere gange i stå og tålmodigheden bliver sat på prøve mens Mani bliver mere tyrkisk end iransk og Sahands hår vokser og bliver gråt. Det er svært at gennemskue om filmen vil give et eksempel på en flygtningefamilie der er fanget i ventetiden, eller om den ønsker at hjælpe netop denne familie og fremme deres sag.
Eva Mulvad bruger Sahand og Leilas besøg hos en terapeut til at fortælle deres personlige historier og det er et rigtig velfungerende trick. Til gengæld er der intet kritisk blik på deres historier. Kan det passe at Sahand har arbejdet for den hemmelige sikkerhedstjeneste? Er han skyld i en at anden mand bliver tortureret? Hvilke hemmelige dokumenter er det han er i besiddelse af? Bliver kvinder stadigvæk stenet for utroskab i Iran? Fordi disse spørgsmål ikke bliver stillet, stiller jeg dem selv som seer og glemmer til tider at holde med hovedpersonerne. Det er en skam. De spørgsmål når at vokse sig store inde i mig, mens filmen trækker i langdrag og ikke svarer på dem.
På trods af disse problemer, fungerer “Love Child” som et glimrende indblik ind i et hårdt liv, som skrækkeligt mange lever i hver dag. Den fortæller også en historie som mange iranere og efterkommere af iranere kan genkende. Drømmen om Amerika, konspirationsteorierne, frygten for Den Islamiske Republik, hjerteskærende telefonsamtaler med familien i Iran og paranoiaen.
Her kan du se filmens trailer:
Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær
Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet
Email: info@fabeldyret.dk
0 Comments