Tochal bjerget er kun et stenkast fra Teherans travle byliv, men alligevel ofte en overset attraktion. Vi oplevede turen fra bund til top og alt hvad der hører med.

Af Christopher Elias Larsen

Efter en 20 minutters tur med den kønsadskilte dog moderne metro, står vi af ved Tarjani – endestationen. Fra stationen tager vi en taxa et kvarters tid op igennem Teherans bakkede overklassekvarter og står af ved en forholdsvis tom parkeringsplads, hvorfra vi må gå.

Vi går 2,5 km opad en asfaltvej, der snor sig med ørkenlignende bjergsider til højre og venstre. Og så ankommer vi til den første lift, som ligger i 1900 meters højde. Derfra køber vi vores retur-billetter til 500.000 rial, hvilket svarer til 92 kr, som giver adgang til de to mellemstationer på vej mod Tochal-toppen. 

Det suser i maven i det liften bliver skudt ud af stationen, i rask tempo bliver liften trukket højere og højere op af de gamle stålkabler. Nu får man for første gang et overblik over den enorme by, som virker endeløs og strækker sig så langt øjet kan se. Liften, vi sidder i, er over 60 år gammel og blev bygget før revolutionen. Vinden suser ind fra en løs stålplade, der rasler mod liftens tag, sæderne er turkisblå og har rifter, og ruderne er dækket af skrabemærker og graffiti.

Jo højere liften bringer os, jo mere vanvittig bliver udsigten. Til begge sider er der smukke sandfarvede og brune bjerge, som ingen ende har. Byen er nu langsomt ved at forsvinde i en sky af os, hvilket også husker en på at Teheran ikke er den mest miljøvenlige by med dens over fire millioner biler og motorcykler, men byens omkringliggende natur kan man til gengæld ikke sætte en finger på.

Første mellemstation

Vi ankommer til første mellemstation. Liftens døre bliver åbnet manuelt af en af kabelliftens medarbejdere, der er iført hue, store praktiske støvler og skiovertøj. Vi træder ud af stationen, og det første vi bemærker er hvor frisk luften er. Man kan nemt glemme hvor beskidt luften er i downtown Teheran, og hvor bare et enkelt sug af en cigaret føles som fem på grund af den urene og næsten ikke eksisterende luft.

Ved siden af kabelstationen ligger der en større restaurant, som er bygget af træ. Indenfor er der bænke og borde af samme materiale, og man bliver et kort sekund i tvivl, om man er på skiferie i Østrig. Den eneste forskel er i virkeligheden nok, at her bliver der hverken serveret øl eller jægerte, men syltede agurker og te, kun te. Vi nyder udsigten fra de 2400 meter, ryger en cigaret og tager den meget varme te, som vi netop har købt, med i liften, som skal transportere os endnu længere op i de iranske bjerge.

Den næste lift er mere moderne og af samme støbning, som dem man har prøvet på skiferie i Europa – mere betryggende, ja, men uden tvivl mindre charmerende. Heldigvis har udsigten ikke ændret sig. Brune ørkenagtige bjerge i flere nuancer, støbninger og størrelser omringer kabelliften.

Vi passerer den første skilift på vores tur op og begynder at kunne udpege, hvor vintersæsonens skipister ligger. Her i oktober er det svært at forestille sig Tochal fyldt med mennesker, som står på ski, men i vintersæsonen, når sneen falder, som den gør især i over 3.000 meters højde, er her fyldt med lokale og internationale turister, der suser ned ad løjperne.

Station 7 – skilifter der kører i baggrunden. Foto: Christopher Elias Larsen

Endestation

Idet vi drikker den sidste tår te, er vi ankommet til station 7, den sidste. Vi træder ud med propper i ørerne og en lettere trykken i hovedet. Det er minusgrader, og der ligger sne i pletter hist og pist. Det føles pludseligt uvirkeligt at have stået i plus 25 grader bare en time forinden, for nu at fryse, skælve og fortryde, at man ikke har taget mere end bare en cowboyjakke med.

Fra station 7 kan man ane toppen af Tochal. Ivrigt igangsætter vi den stejle gåtur mod toppen. Hvad der umiddelbart ligner en ti minutters vandretur ender med at blive over en times hike, der tvinger os til at tage flere pauser, hvilket nok skyldes en kombination dårlig kondition, rygerlunger og højdesyge.

Alle de førnævnte gener er dog det hele værd, da vi endelig står på toppen af bjerget. Der er 3.933 meter ned og 360 graders udsigt ud over det iranske bjerglandskab, der bogstaveligt talt tager vejret fra dig.

På toppen med en af de Iranske hikere. Foto: Christopher Elias Larsen

Efter at have nydt udsigten et par minutter, møder vi to iranske mænd på toppen. De er iført professionelt hiking tøj med tilhørende stavgang stænger. De bestiger bjerget ugentligt for at holde sig i form, tolv timer har det taget dem at bestige Tochal fra bunden af.

Efter at have nydt udsigten et par minutter, møder vi to iranske mænd på toppen. De er iført professionelt hiking tøj med tilhørende stavgang stænger. De bestiger bjerget ugentligt, for at holde sig i form, tolv timer har det taget dem at bestige Tochal fra bunden af. Selvom vi har taget kabellifterne op, siger de at de er glade for at se turister på toppen. Efter lidt sludren med de habile hikere må vi erkende, at vores cowboyjakker er for tynde til kulden, og at vi må ned. De iranske hikere bliver lidt endnu for at nyde udsigten, som de har gået tolv timer for at se.

Denne rejseberetning er skrevet af Christopher Elias Larsen.

Elev på Vallekilde Højskole tilknyttet Journalist-linjen.

Email: christopherlarsen699@hotmail.com