Af Shahin Aakjær

Iran er et stort land. Et kæmpestort land med omtrent 80 millioner indbyggere, 30 regioner og et væld af sprog og etniciteter. Det er et stort og sammensat land. Så iransk musik er naturligvis også mange ting. Man skulle ikke tro, at det kan samles i to små rum, men Musikmuseet i Isfahan har gjort et rigtig godt forsøg.

Hvis turen går til Isfahan, må man ikke snyde sig selv for Djolfa. Det er armeniernes kvarter, så det skiller sig lidt ud fra resten af byen. Her er der kirker og caféer, og man kan forvildes til at tro, at man er i Sydeuropa. Bag en anonym metalport kan man finde Isfahans musikmuseum. Det er let at overse. Udefra ligner det en almindelig privat bolig, men bare rolig – du er velkommen.

Billetten er en smule dyrere end de fleste andre iranske museer, men det har sine årsager. Musikmuseet er et privat initiativ, i modsætning til de fleste andre museer i Iran. Stedet blev skabt af to lokale musikere og åbnede første gang dørene for besøgende i vinteren 2015. 380.000 rials lyder prisen, hvilket i skrivende stund er 19 kroner. En pris, der er til at overkomme, og oplevelsen er bestemt det værd.

Du træder ind i en lille hyggelig gårdhave, der fungerer som café. Der er langt mellem de gode kopper kaffe i Iran, hvor de fleste er mere til the. Men her på museet kan du få dig et skud mokka af upåklagelig kvalitet. Under et halvtag finder du souvenirbutikken, hvor de sælger CD’er, kopper og pudebetræk med mosaikprint. De fleste af de ansatte er unge studerende med glimrende engelskkundskaber.

Min rundviser hedder Soheil, og han lagde ud i rummet med de nationale instrumenter. De har en stor samling, og de fleste af instrumenterne kan man få lov til at nærstudere med fingrene. Soheil viste flere videoer, hvor man kunne se og høre hvert et instrument i sit rette element.

De iranske instrumenter er fine, elegante og har hver især en lang historie. Det ene smukke, langhalsede strengeinstrument efter det andet. “Tar” betyder streng på persisk og “setar” betyder tre strenge.

Det siges, at de persiske instrumenter med tiden er blevet spredt og udviklede sig til guitaren, da de kom til Europa. Men der er flere instrumenter, der minder om noget, du har set før. Strygeren kamancheh ligner en violin, og buen er ligesom sin europæiske slægtning udstyret med hestehalehår.

Det første rum giver et godt billede af de vigtigste instrumenter i den traditionelle iranske musik. De smukke instrumenter er i et væld af farver og former.

Der er små størrelser til de mindste musikere, og der findes strengeinstrumenter med flade kasser, så gravide ikke er hindrede i at give et nummer. Væggene er hvide, og det giver objekterne plads. Man glemmer stort set omgivelserne.

I det tilstødende lokale bliver du som gæst vist rundt i Irans mange regioner. Nomaderne har deres egne traditioner, og deres instrumenter skal være lette at transportere. Forskellene er store og slående.

Du får et indblik i Irans størrelse og diversitet, når du er omgivet af lyde fra de tyrkisktalende aserbajdsjanere i Nord til baluchierne i sydøst ud mod Pakistan. Der er en verden til forskel. Gudskelov er regionerne tegnet ind på et kort, og alle skiltene står på både persisk og engelsk.

Rundvisningen er ikke overstået endnu, tværtimod. Med i prisen følger en fantastisk intimkoncert i den lille nybyggede koncertsal. Musikerne er unge og dygtige, og man får præcist det, man trænger til, efter at have kigget på instrumenter i lang tid.

Endeligt får man lov til at høre dem i samspil. Koncerten byder på to numre, hvoraf det ene er en hyldest til byen Isfahan, efterfulgt af solooptræden fra musikerne.

Sidst men ikke mindst kan man også kigge ned i værkstedet, hvor der bliver bygget instrumenter. Her sidder en af musikerne, som for et øjeblik siden var oppe på den lille scene. Han bygger strengeinstrumenter med sin kæreste. Der ligger sandpapir, træstykker og kamelknogler rundt omkring.

Hele oplevelsen bliver løftet et ekstra niveau, når man også får lov til at komme tæt på tilblivelsen af de smukke kunstværker. Instrumentbyggeren har hestehale og en rolig stemme, da han fortæller, at han arbejder hernede i værkstedet cirka fire timer om dagen. Det bliver til tre-fire instrumenter om måneden. Har man lyst, kan man naturligvis købe et med hjem.

Når man rejser til nye steder i verden, stifter man ofte bekendtskab med landets sprog, mad og åbenlyse seværdigheder. Men musikken står i anden række og ofte kommer man hjem igen, uden at have lyttet til den kultur man lidt har nydt. Netop derfor bør du tage et smut forbi musikmuseet i Isfahan. Rundviserne og musikerne er passionerede, og som besøgende får man en lille flig af begejstringen med hjem. Det er de 19 kroner værd.

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk