Titel: Pigen Fra Lorestan, دخترِ لُر, The Lor Girl

Instruktør: Ardeshir Irani

Manuskriptforfatter: Abdolhosseini Sepanta

Udgivelsesår: 1933

Spillelængde: 1 time og 28 minutter

By Shahin Aakjær

Det kan være svært at se film fra 1930’erne med 2016-brillerne på. Her er Irans første lydfilm “Dokhtare Lor” (Dansk: “Pigen Fra Lorestan”), ikke en undtagelse. Men den har helt bestemt sine styrker.

 Filmens historie er bygget op som et klassisk eventyr. Den unge jomfruelige Golnar arbejder som danser på et thehus i Lorestan-provinsen i den vestlige del af Iran. En region, der var plaget af banditter og røvere. Golnar er selv blevet kidnappet til Lorestan som barn. Nu er hun så vokset op og er blevet en attraktiv ung kvinde.

Det har banditlederen Gholi Khan opdaget og har nu fået et godt øje til hende. Golnar prøver at afvise hans sleske og påtrængende tilnærmelser. Jafar er sendt til provinsen af centralmagten for at sætte en stopper for banditternes kleptokratiske jernhånd i lokalområdet. Han får også øjnene op for den smukke kvinde. De bliver forelskede og planlægger at flygte sammen til hovedstaden Teheran. Gholi Khan sætter en stopper for deres planer og indespærrer Jafar. Golnar får dog hjulpet ham på fri fod og sammen flygter de fra lovløsheden i Iran og søger ly i Indien. Henimod filmens slutning vender de tilbage til et nyt og forandret Iran. Landets nye magthavere har skabt ro og orden, og sammen lever de lykkeligt til deres dages ende i fædrelandet.

Slutningen er vigtig at lægge mærke til, da den forærer seeren en lille iranhistorisk bid. I perioden efter Første Verdenskrig herskede kaos og anarki i store dele af landet. Det fortsatte frem til cirka 1925, hvor Qajar-dynastiet blev fjernet til fordel for Pahlavi-dynastiet. Derfor flygter det unge forelskede par til Indien, hvilket ikke var usædvanligt i perioden. Jafar og Golnar vender så tilbage i den periode, hvor Reza Shah Pahlavi har taget magten i Iran. På filmens faldereb får seeren sågar en sang af Jafar, som lovpriser Reza Shahs regeringsperiode. Forståeligt nok var filmen populær iblandt datidens regeringstro befolkningsgrupper.

Skuespilleres bevægelser og ansigtsudtryk virker overdrevne, som man kender det fra teater. Det var meget almindeligt i 1930’ernes film, ikke bare fra Iran men hele verden. Det er måske især, fordi det er lige efter stumfilmens æra, hvor skuespillerne blev nødt til at overdrive for at kompensere for den manglende tale. Det kræver tilvænning som seer anno 2016. Det kan måske endda virke komisk. Men så snart man kommer over det, er det helt andre ting, der falder i øjnene og ørerne.

Golnar som spilles af Rohangiz Saminejad har en tyk dialekt fra Kerman. Det lyder charmerende, selv hvis man ikke forstår persisk. Filmen er meget vovet, hvis man sammenligner den med nutidens iranske film, hvor den religiøse censur ikke er til at komme udenom. Vi ser både dansende kvinder og kropskontakt kønnene imellem. Men filmens helt store plusser må være de mange fine og morsomme replikker.

For eksempel får man en fantastisk dialog første gang Jafar og Golnar møder hinanden. Hun står og bakser med nogle krukker, da Jafar dukker op og tilbyder sin hjælp. Hun takker nej, men han insisterer og lægger sågar armen om hende. Det frastøder Golnar, indtil at Jafar spørger: “Vil du ikke med mig til Teheran?”. Det vækker hendes interesse:

Golnar: “Jamen Teheran. Der er alle mænd så velstående, og kvinderne er så smukke.”

Jafar: “Ja, men de er ikke så smukke som dig.”

Der bliver smurt tykt på, og hvis man er til det, er der masser at hente i “Pigen fra Lorestan”. En interessant detalje er, at filmen er produceret i Indien af Imperial Film of India, og næsten alle skuespillerne boede i Indien, da filmen blev lavet. Det kan derfor godt diskuteres, om det så egentligt tæller som Irans første talefilm.

Alt i alt  er det ikke en film, der har let ved at klare tidens tand. Den fortjener dog ikke at gå over i historiens glemmebog. Både på grund af replikkerne, det historiske indblik den giver, men også de komiske glimt giver filmen en berettigelse i dag.

Både de ufrivilligt komiske øjeblikke, som når kavaleren Jafar, med det vi i dag ville kalde et hitlerskæg, taler helt unaturligt og unødvendigt højt. Også i de mere romantiske og intime scener. Men også scenen, hvor Golnar giver banditten Gholi Khan den ene lussing efter den anden, imens hun råber: “Jeg vil slå ham, indtil han dør”, gør at filmen er værd at se.

SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk