Titel: Løberen, دونده , The Runner

Instruktør: Amir Naderi

Manuskriptforfatter: Behrouz Gharibpour og Amir Naderi

Udgivelsesår: 1984

Spillelængde: 1 time og 34 minutter

 

Af Shahin Aakjær

4_granatæbler_ANMELDELSE

Livet som forældreløst barn i 1980’ernes krigshærgede og slidte Iran er bestemt ikke let. Der skal knokles og kæmpes konstant, og det gør Amiro, en charmerende, ambitiøs og stærk dreng, der løber for sit liv.

 

Amiro er en dreng uden familie, der vokser op ved Den Persiske Golf. Han lever på et forladt skib, samler på farverige billeder af fly, passer sin lille gule og pippende kylling og kæmper en brav kamp for at tjene til dagen og vejen. Han samler flasker i vandkanten, sælger iskoldt drikkevand og pudser sko, for at få lidt penge til at forsøde tilværelsen.

 

Men livet er hårdt for Amiro og hans kammerater, der bruger tiden på at løbe om kap og jagte toge. Konkurrencen er allestedsnærværende. Alt handler om at komme først eller klare sig en smule bedre i dag, end man gjorde i går. Der er ikke meget hjælp at hente hos de uforstående voksne, så Amiro må tage sagen i egen hånd. “Løberen” er ikke nødvendigvis en historie med en begyndelse og en slutning, men et tidsbillede, et indblik i en fjerntliggende verden.

 

Amir Naderis film “Løberen” er nu 33 år gammel og viser en barsk og svunden tid i udkants-Iran, men er bestemt ikke løbet over sidste holdbarhedsdato. Filmens åbningsklip viser Amiro, der råber efter et stort udenlandsk skib. Umiddelbart virker han som en dreng, som så mange andre, der bare er fascineret af store transportmidler. Men der kommer mange flere af de klip, og de skal vise os noget. Amiro råber og vinker af alle de store skibe under udenlandske flag, flyvemaskiner, og så løber han alt, hvad hans ben kan bære ham efter togene.

 

Amiro har helt tydeligt en længsel efter at komme ud og se verden. En lyst, som han deler med hundredtusindvis af nutidens unge iranere. Med en gennemsnitsalder på 30,1 år, har landet en af verdens yngste befolkninger. Men taler man med de unge iranere, vil man vide at utroligt mange af dem gerne vil væk. Hjerneflugten er absurd høj, på grund af de manglende jobmuligheder og fremtidsudsigter. Amiro er altså bare en ud af mange.

 

Billedsiden er kompromisløs, og landskaberne er golde og rå. Billederne er slidte, da de er skudt med gammelt udstyr. “Løberen” er filmet under krigen mellem Iran og Irak i 1980’erne, så filmbranchens økonomi har ikke været særligt højt prioriteret. Man kan tydeligt se, at det er en billig film, men det trækker overhovede ikke ned. Madjid Niromand, der spiller hovedpersonen, gør et godt stykke arbejde. Desperationen, glæden, skuffelsen og harmen over uretfærdighederne i verden er ikke til at tage fejl af. Den lille drengs ansigtsudtryk holder seeren i et jerngreb.

 

“Løberen” har ikke en klar og tydelig historie eller en håndgribelig udvikling. Den udspiller sig nok nærmere som et poetisk essay om barske børnehistorier og et kapløb med resten af verden. Amiro løber både bogstaveligt talt om kap med sine jævnaldrende, men han jagter også kunder, der ikke betaler ham for isvand, og så er han hele tiden lige i hælene på et lidt bedre liv. Han skifter arbejde og tjener bedre og beslutter sig for at lære at læse og skrive.

 

Den er en langsom og rolig film, om en dreng der løber, som om hans liv afhang af det. Den svinger fra at være hjerteskærende til at være livsbekræftende og smuk. Den passer perfekt ind i den bølge af iranske mesterværker med børn i hovedrollerne, som kom i 80’erne og 90’erne. Tag bare “Guds Farve”, “Den Hvide Ballon” og “Bashu, Den Lille Fremmede”. Allesammen unikke og vidunderlige film, der har cementeret Irans plads som et land med en filmscene i verdensklasse. “Løberen” er en af de første i den bølge.

 

SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:

 

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Screenshot 2016-02-18 kl. 0:45:20