Vi står op kl. 4.20 og siger ikke et ord til hinanden. Det er koldt i ørkenbyen Kashan. Eleverne fra Vallekilde Højskole trækker i de lange klæder, både for vejrets skyld og for at opretholde lov og orden i den iranske republik, hvor der er strenge regler om påklædning. Pigerne svinger tørklædet om hovedet, men lader søvnen sidde i øjnene. Måske de kan få en lille lur på køreturen ud til ørkenen.

Vi bliver hentet af tre store firehjulstrækkere med hver deres chauffør og ankommer efter en times kørsel til ørkenen. Først kører vi på asfalteret vej igennem det golde landskab, men pludselig tager turen en drejning, da ørkenmanden hiver rettet til venstre. Vi kører på sand. Underlaget er ikke blødt, men affjedrende. Bilen hopper voldsomt op med jævne mellemrum.

Da vi kører over den sidste store sandbakke, ser vi, at solen skal til at stå op. Chaufførene parkerer bilerne på toppen af bakken og eleverne springer ihærdigt ud af vognen. Horisonten er smuk rosa, og den orange kugle, der udgør solen, stiger hurtigt op. Eleverne smiler og griner lettet til hinanden – de fik mulighed for at nyde solopgangen. Da solen viser sin fulde figur på himlen, sætter de sig ind i de store biler og kører videre.

Eleverne fra Vallekilde Højskole kører sammen med deres chauffør igennem ørkenen. Foto: Benjamin Nørskov

På opdagelse i saltørkenen

Ørkenen skifter facon, og sandet går fra at ligge i store bjerge til mindre bakker. Bakkerne ligner sanddyner, som eleverne kan putte sig under, men de har travlt. De skal også besøge saltørkenen. Der er stille, men indimellem høres en fjern lyd.
“Det er en lastbil, der henter salt”, oplyser den ene af chaufførerne.

Saltørkenen er flad. Sandet er opdelt i sekskanter og har en mørk farve. Ørkenen ser næsten beskidt ud. I sekskanternes sprækker, der hvor de mødes med hinanden, ligger der klare baner af salt. Eleverne sætter skiftevis en finger i salten og smager på den. En af chaufførerne har sat sig på kølerhjelm af hans bil. Han er klædt i denimskjorte og denimbukser, og han spejder ud over den golde ørken, mens eleverne, med høje stemmer og kameraet fremme, farer rundt.

Hans navn er Eshan Maranjabi. Han er 34 år gammel og har i fem år beskæftiget sig med at tage mennesker med i ørkenen på tur. Hans slægt har tidligere boet derude på en borg, men han har selv kun boet i byen. Når ikke han er i ørkenen, står han i sin egen antikforretning i Kashan.