Titel: 3 Kvinder, سه رخ, Three Faces
Instruktør: Jafar Panahi
Manuskriptforfatter: Jafar Panahi og Nader Saeivar
Udgivelsesår: 2018
Spillelængde: 1 time og 40 minutter
Af Shahin Aakjær
Filminstruktøren Jafar Panahi er en vigtig og imponerende kraft i iransk film. Han har siden 2010 haft forbud mod at lave film, men det har ikke holdt ham tilbage. Han er ustoppelig og har siden forbuddet lavet krumspring og fundet huller i reglerne. Nu er han tilbage med endnu et vigtigt kapitel i iransk film.
Det hele lægger ud med en vertikal smartphonevideo. Den unge Marziyeh filmer sig selv og går rundt i en grotte og fortæller fortvivlet om hendes skuespillerdrømme, som familien og landsbyen modsætter sig. Hun når frem til sit mål – en galge, som hun tager om halsen. Telefonoptagelsen slutter med skratten, og billedet vælter rundt. I næste scene sidder den berømte skuespillerinde Behnaz Jafari og ser den video, som vi lige har set. Jafari bliver rystet, både på grund af selvmordet, men også fordi Marziyeh taler direkte til hende. Hun vil have Behnaz til at tale sin forældre til fornuft. Men er det en sandfærdig video? Er det et ægte selvmord eller et fupnummer? Herfra følger vi Behnaz og instruktøren Jafar Panahis jagt på pigen og sandheden i det azeri-talende Nordiran. De to bymennesker møder ikke bare landsbyens befolkning, men også den hverdag som Marziyeh har måtte kæmpe med.
Panahi leger igen med gråzonen mellem fiktionsfilm og dokumentar. En leg, vi også har set ham udføre i “Taxi Teheran” fra 2015, og igen er det elegant og veludført. Kan man stole på Panahi? Stoler skuespillerne på ham? Panahi har ikke muligheden for at lave store CGI-eksplosioner eller dyre scener med skibskatastrofer, hærværk og pludselig død. Men han bruger de dokumentariske tricks til at stopfodre sit publikum med spænding.
“3 Kvinder” bør også ses som en kommentar på, hvordan film er et varmt emne i iransk politik. Et tema, som har rødder dybt ned i landets moderne historie. I revolutionens spæde begyndelse i slutningen af 70’erne var filmindustrien en årsag til forargelse i visse miljøer. Dekadencen, det sensuelle, voldsforherligelsen og løssluppenheden var for meget for dem der støttede idéen om en islamisk republik. Det førte til afbrændinger af biografer med høje dødstal til følge. Da revolutionen kom, måtte mange skuespillere flygte og andre måtte finde nye leveveje. Særligt en scene i “3 Kvinder” kommenterer på de vilkår, som iranske filmfolk må leve under. En scene, der er morsom, men rummer en dyb alvor.
Behnaz sidder på en veranda og lytter til en ældre mand fra landsbyen. Han forklarer om en lokal skik. Når en dreng bliver omskåret, gemmer man forhuden et sted i håb om, at det vil påvirke den nyfødtes fremtid. Vil man have en læge, bør man plante forhuden nær et hospital og så videre. Den ældre mand giver en indpakket forhud til Behnaz og beder hende bringe den til Behrouz Vossoughi – Irans største filmstjerne fra tiden før revolutionen. Måske kan den nyfødte blive lige så mandig, som de karakterer Behrouz Vossoughi spillede så mesterligt. Problemet er, at han lever i Tyrkiet og ikke kan rejse tilbage til Iran. Den ældre mand spørger om ikke Jafar Panahi kan aflevere den til ham. Men problemet med denne løsning er, at Panahi har udrejseforbud på grund af sine film. Det er en ond cirkel.
Den samme problematik ligger i filmens hovedhistorie, om tre kvinder, der repræsenterer hver deres generation. Marziyeh er ung, håbefuld og ønsker sig en fremtid i filmens forunderlige verden. Behnaz Jafari peaker lige nu og er et varmt navn i Iran,. Det er dog ikke problemfrit. Så er der den ansigtsløse og mystiske Shahzad, der lever som eneboer i udkanten af landsbyen. En kvinde, der var skuespiller og danser før revolutionen og nu lever isoleret for sig selv.
“3 Kvinder” er ikke Jafar Panahis bedste film, men konkurrencen er også hård med titler som “The White Ballon” fra 1995 og “Blodrødt Guld” fra 2003. Men mindre kan også gøre det. Med denne roadmovie har Panahi endnu engang med simple virkemidler skabt en film, der fanger sin seer og ikke giver slip lige med det samme. Ser man godt efter i svingene på de støvede bjergveje, vil man også se en lille hilsen til Panahis nyligt afdøde mester Abbas Kiarostami og hans mesterværk “Smagen af Kirsebær” fra 1997.
Se en trailer af filmen herunder:
Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.
Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.
Email: info@fabeldyret.dk
0 Comments