Titel: Bikube, کندو, Beehive

Instruktør: Fereydun Gole

Manuskriptforfatter: Fereydun Gole

Udgivelsesår: 1975

Spillelængde: 1 time og 43 minutter

Af Shahin Aakjær

I perioden op til Den Iranske Revolution i 1979 opstod der en bølge af socialrealistiske film om samfundets bund i Iran. Film, som de unge i underklassen kunne identificere sig med. En af de mere rå af dem er den oversete “Kandu” fra 1975.

Ebi og Hr. Hosseini er netop blevet løsladt fra et fængsel i Teheran. Det er vinter, hundekoldt og ingen af dem har et sted, de kan kalde hjem. Derfor hænger de på stamværtshuset, hvor de foruden en skilling også kan overnatte. Her tilbringer de dag og nat med resten af samfundets tabere – hjemløse, drukkenbolte og narkomaner.

Tiden går primært med skænderier, kortspil og udfordringer. Ebi får en hård udfordring. Han skal drikke sig hele vejen gennem Teheran. Fra den fattige del i syd, skal han besøge værtshuse hele vejen op til det rige nord, men uden at betale for sin sprut og mad. Med livet som indsats tager Ebi udfordringen op og må modtage mange knubs på sin færd.

1969 er et skelsættende år for iransk film, da både “Koen” og “Gheysar” udkom og startede en ny bølge. Pludseligt var der plads til at lave socialrealistiske film om dem, der var flest af – de fattige. Bunden af samfundet i Shahens Iran.

Den type film kom der et væld af op igennem 1970’erne. Skuespilleren Behrouz Vossoughi var den altoverskyggende stjerne i denne periode, og hans film skabte mode. Pigerne ville have ham, og drengene ville være ham. En af hans mere oversete film er “Kandu”, som ellers gemmer på en af hans pragtpræstationer.

Filmen har egentlig meget imod sig. Billederne er kornede og slidte, og meget af skuespillet er måske en kende for overdrevet. Men alligevel er den værd at se. Først og fremmest på grund af Behrouz Vossoughis skuespil og det eksperimenterende kameraarbejde, men mest for indblikket i Teheran i tiden før revolutionen.

Rejsen op gennem samfundslagene er elegant lavet – jo længere nordpå Ebi kommer, desto mere hovskisnovski og fornemme er barerne, men behandlingen bliver også mere og mere hårdhændet, brutal og nådesløs. En perfekt setting for den ensomme antihelt, der spritstiv slår igen og kun vil snyde dem, der har nok i forvejen.

Historien er en klassisk en-mand-mod-resten-af-verden-fortælling, men skrællet for stort set alt andet. En karikatur af en hård og uretfærdig verden, der behandler de svageste værst.

Det er ikke her den dybe tallerken ligger begravet, men filmen er et helt fantastisk indblik i en svunden tid. Det er en fornøjelse at holde øje med alle de karakterer, der sidder på barerne og værtshusene. Det er et studie i 1970’ernes iranske mode – overskæggene, stemmerne, de store kraver og højhælede herresko.

Plottet er simpelt, og netop derfor er det let at gennemskue samfundskritikken. Der var stor forskel på rig og fattig i 1970’ernes trøstesløse Teheran. Filmen handler om netop nogle af de mennesker, som stod forrest, da revolutionen brød ud og ændrede hele samfundet. Derfor er filmen værd at se.

Filmen kan ses her:

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet

Email: Info@fabeldyret.dk